Det er også en risiko at stå stille, både som individ og som samfund

Jeg har drømt om at starte en virksomhed, siden jeg var omkring atten og gik i gymnasiet. Det har altid føltes som den ultimative professionelle udfordring. Men jeg gjorde det aldrig. Livet kom i vejen. Jeg klatrede karrierestigen, det gik godt hos McKinsey, og for hvert år blev offeromkostningen større, og valget føltes sværere. Så jeg tøvede.

Indtil jeg en dag begyndte at bruge det såkaldte “regret minimization framework”. Jeg spurgte mig selv: Hvad vil jeg fortryde mindst, når jeg en dag ser tilbage som 80-årig? Aldrig at have prøvet at starte en virksomhed, eller at gå glip af en flot karriere hos McKinsey? Stillet sådan op blev det pludselig nemt. Jeg var slet ikke i tvivl, og inden for få uger var beslutningen truffet. Jeg gik på juleferie i 2023 og sagde op den første mandag tilbage på job, i starten af januar 2024, hvilket overraskede mange.

Min forlovede, i dag min kone, bakkede mig heldigvis op hele vejen. Men hun havde dog to betingelser: vi skulle blive boende, hvor vi boede, og vi skulle stadig holde det bryllup, vi havde planlagt. :) Ud over det var jeg fri til at tage chancen og acceptere risiciene. Derfor indrettede jeg vores økonomi, så vi kunne leve mindst et år uden min løn. Vi skilte os af med bilen og planlagde et liv uden ferie for en periode. Det var reelle afsavn, oven i risikoen for ikke at tjene noget og alt det, jeg gav op hos McKinsey.

Set over et helt liv er risikoen mindre, end den ser ud

Set over et år virkede risikoen stor. Set over et helt arbejdsliv er den ret lille. I værste fald mister jeg et par år på karrierestigen. Til gengæld får jeg erfaring, jeg ikke kunne have fået på anden måde, og jeg skal aldrig gå og tænke “hvad nu hvis?”

Godt to et halvt år senere er det nok den bedste professionelle beslutning, jeg har truffet i mit liv. Det er hårdere at lave startup end noget, jeg har prøvet før, langt hårdere end McKinsey. Men det er også langt mere givende, og jeg vågner hver dag og glæder mig til at gå på arbejde, også på de dage, hvor det er det sværeste, jeg kan forestille mig.

Det er en risiko at stå stille

Nogle vil sige, at det er et “stretch” at drage en parallel fra mit eget liv til samfundet og uddannelse. Og jeg siger ikke, at vi skal gamble med elevernes uddannelse. Min satsning var angående min egen karriere og liv. Uddannelse påvirker en hel generation, og det kræver omtanke. Min pointe er, at det ikke er så sikkert at lade være med at gøre noget, som det ser ud.

Ligesom for mig er det også en risiko at stå stille, og det er de færreste, der ser det sådan. Vi har allerede en brændende platform. I PISA-resultaterne fra september 2026 klarede danske elever sig dårligere end nogensinde, knap to læringsår bagud i forhold til 2015 i læsning og matematik (Undervisningsministeriet, 2026). Jeg ser hos alice, at de personer, der bruger AI bedst, bliver så meget bedre end andre, og den forskel vil kun vokse. Prisen for at stå stille - eller endda at gå tilbage til noget mere trygt, som vi kender (fx fjerne AI helt) - dukker sjældent op i en risikovurdering, fordi tabte muligheder er svære at måle. Den viser sig senere, som fortrydelse, og som en generation af elever i Danmark og andre steder, der ikke nåede det potentiale, de kunne have nået, hvis vi havde truffet hurtigere og bedre beslutninger.

Hvis vi sætter retningen, samler de rette eksperter og begynder at knække den her udfordring, er jeg sikker på, at vi som samfund kan lykkes med det, og hurtigt. Vi kan ikke bare vende PISA-nedgangen, men nå dertil, hvor vores elever lærer mere og er klogere, end de nogensinde har været.

Lad os skabe et mindset for problemløsning

Lige nu mangler vi en retning som samfund, og vi mangler at træffe en beslutning. Der har været meget snak om, om AI er godt eller skidt for uddannelse, og om det skal forbydes.

Vi skal erkende, at der er store problemer med den måde, AI bliver brugt på i dag. Forskningen viser, at AI, brugt forkert, hæmmer tænkningen og kan gøre os dummere. Studerende, der skrev essays med ChatGPT, viste den svageste hjerneaktivitet af alle målte grupper, og de fleste kunne ikke citere fra deres eget essay få minutter efter (MIT Media Lab, 2025). Brugt rigtigt gør den elever klogere. I et randomiseret forsøg på Harvard lærte studerende med en specialbygget AI-tutor mere end dobbelt så meget som studerende i almindelig, aktiv undervisning, og på kortere tid (Harvard, 2025).

Lad os stoppe med at diskutere, om AI skal bruges, og i stedet blive enige om, at det skal det. Så handler det kun om, hvordan. Det ville skabe klarhed, og jeg tror, det ville gøre problemløsning til det mindset, vi mangler i dag.

Det bliver ikke perfekt fra starten, og der vil være risici undervejs. Det skal vi acceptere og have en grundlæggende tro på os selv. Vi har teknologien, og vi har talentet. Hvis vi samler de rette folk, kan vi lykkes med det her.

Jeg har ikke alle svarene, men jeg har et indledende perspektiv: vi skal beholde nogle eksamener helt uden hjælpemidler, med papir og blyant, fordi det bygger fundamentet. Vi skal også gøre nogle eksamener markant mere ambitiøse, kreative og mere om at bygge noget, hvor man bruger AI til at skabe ting, der ikke var mulige før. Vi skal træne mennesker både i at tænke selv, og i at bruge AI som et værktøj. Og i løbet af året, hvor læringen faktisk sker, skal vi satse kraftigt på den rigtige slags AI, fx personaliseret læring, hvor hver enkelt får hjælp én til én. Det skal supplere den nuværende model, hvor én underviser mange, ikke erstatte den, og løfte både elever og lærere.

Disclaimer: Jeg har selvfølgelig en interesse i det her, fordi jeg bygger en AI-virksomhed for elever og studerende. Men jeg tog alle risiciene på forhånd, fordi jeg troede på det fra starten, og det gør jeg stadig. Mere end nogen sinde før.

Forskningen viser allerede, hvilken vej vi skal gå. Så jeg mener, vi skal gå frem med overbevisning og i stor skala, og så lære og tilpasse os undervejs, i stedet for at blive ved med at diskutere uden at rykke os. At gå frem med overbevisning betyder ikke, at vi ikke kan justere kursen, efterhånden som vi lærer. Det er det valg, jeg traf med min egen karriere, og jeg tror, det også er det rigtige for uddannelse.

Hvis vi sætter retningen, samler de rette eksperter og begynder at knække den her udfordring, er jeg sikker på, at vi som samfund kan lykkes med det, og hurtigt. Vi kan ikke bare vende PISA-nedgangen, men nå dertil, hvor vores elever lærer mere og er klogere, end de nogensinde har været - hvorfor ikke have en ambition om at være flere år bedre end tidligere generationer?

alice er vores forsøg på at gøre det ordentligt: en tutor, der guider i stedet for at udlevere svar, bygget til at gøre elever og studerende dygtigere. Prøv den her.