Historien om Isabella, og hvordan en personlig AI-tutor ændrede hendes liv

Forestil dig en pige, der hedder Isabella.

Isabella er 17 år og går i 2.g. Hun drømmer om at blive ingeniør og har derfor valgt Matematik A, som er et krav for at komme ind på DTU. I oktober får hun den første store prøve tilbage med karakteren 02. Det er lige akkurat bestået. Hun ved godt, at det ikke er nok til at komme ind på sin drømmeuddannelse.

Det kommer bag på hende, for Isabella er ikke doven. Hun laver sine lektier, hun er med i timerne, og når Mette, hendes matematiklærer, gennemgår noget på tavlen, kan hun som regel godt følge med. Det er derhjemme, når hun sidder alene med opgaverne, at hun går i stå. Hendes forældre kan ikke hjælpe med Matematik A, der er ikke råd til privatundervisning, og Mette har 28 andre elever i klassen.

Studiehullet, som ingen havde tid til at finde

I år er Isabellas gymnasium et af de første i Danmark, der giver alle elever en personlig AI-tutor. Den kender pensum, og den har adgang til hendes noter og afleveringer. Samme aften viser hun den sin prøve.

Isabella er sikker på, at det er differentialregningen, hun ikke forstår. Det er jo det, klassen er i gang med. Men efter kort tid har tutoren fundet ud af, at problemet ligger længere tilbage. Hun kan sagtens differentiere. Det går galt, når hun bagefter skal løse ligningen, fordi brøkregningen fra 8. klasse aldrig rigtig har sat sig.

Så sætter tutoren hende til at regne brøker og ligninger tyve minutter om dagen. Isabella synes, det er irriterende. Det føles, som om hun går tilbage, mens resten af klassen går fremad. Men da tutoren viser hende tre fejl fra prøven, som alle er af samme slags, giver hun det en chance.

Papir og blyant

I timerne regner de stadig med papir og blyant, og det er Mette, der underviser. Lektierne laver Isabella i hånden, inden hun spørger tutoren om hjælp. I starten syntes hun, det var gammeldags. Efter et par måneder forstår hun hvorfor: tutoren kan hjælpe hende med at forstå det, men den skal ikke lære det for hende. Og papir og blyant er stadig en fantastisk og meget basal måde at “stå alene” på.

Ved tavlen en januar

Det er en tirsdag eftermiddag i januar, og skolen er næsten tom. Isabella er blevet tilbage i klasselokalet, fordi hun tænker bedst, når hun står op og kan skrive stort på tavlen. Hendes tablet står op ad en stak bøger på katederet, og kameraet er tændt, så tutoren kan følge med.

Hun er i gang med en optimeringsopgave: Ved hvilken pris tjener virksomheden mest? Hun differentierer, sætter den lig nul og løser ligningen, men prisen bliver negativ. Hun visker en linje ud, skriver den igen og får det samme.

“Jeg sidder fast,” siger hun.

Tutoren har fulgt med og kan godt se, hvor det går galt. Men den siger det ikke. I stedet spørger den: “Kig på tredje linje. Hvad gangede du med på begge sider?”

Isabella kigger. Hun har ganget med x for at slippe af med brøken, men kun i det ene led. Det er den samme fejl, hun har lavet siden oktober, bare gemt i en sværere opgave. Hun retter den og regner forfra, og denne gang går det op. Virksomheden tjener mest ved en pris på 45 kroner.

“Det er rigtigt. Flot klaret,” siger tutoren og giver hende en lidt sværere opgave.

En tutor, ikke en ven

Det er ikke alle aftener, det handler om matematik. En aften i februar, efter en hård uge, åbner Isabella tutoren klokken elleve og spørger, om de ikke bare kan snakke lidt. Tutoren svarer venligt, men den lader ikke som om, den er hendes ven. “Jeg er her for at hjælpe dig med at lære, så det er ikke mig, du skal læne dig op ad med det her. Hvem kan du tale med i aften?” Den foreslår, at hun ringer til en veninde eller taler med sine forældre, og at hun også kan gå til Mette, hvis der er noget, der fylder. Matematikken kan vente til i morgen. Isabella lægger tabletten fra sig og skriver til sin veninde.

Fem minutter med hendes lærer, Mette

Hver mandag får Mette et overblik fra de personlige AI-tutorer over, hvor hver enkelt elev sidder fast. Før opdagede hun det først i prøverne, og så var der gået flere uger. Nu kan hun se, at fire elever kæmper med det samme, og så bruger hun et kvarter på det i starten af næste time. Til foråret klarer de fleste i klassen sig bedre end året før, inden AI-tutoren blev introduceret. Isabella er en af dem, der har forbedret sig mest.

Isabella har ikke noget imod, at Mette kan se, hvor hun sidder fast. Mette giver nemlig ikke længere karakterer i løbet af året. Prøverne rettes af en objektiv og separat AI, så alle bliver bedømt på samme måde, og eksamen bliver stadig bedømt af censorer. Det giver Mette tid til det, hun er bedst til: at hjælpe sine elever med at lære.

I marts beder Mette Isabella om at blive lidt efter timen. Hun har fulgt arbejdet med brøkerne i overblikket, og hun siger det, Isabella har brug for at høre. Isabella er ikke dårlig til matematik. Hun har haft nogle studiehuller, og hun er ved at lukke dem. Det kræver mere arbejde, end de fleste er villige til at lægge. Samtalen varer fem minutter, men det er den, Isabella tænker på, når det bliver svært til eksamen.

Eksamen

I maj i 3.g skal hun til skriftlig eksamen. Den varer fem timer, og første del foregår i hånden med papir, blyant og formelsamling. Der er ingen tutor i lokalet, kun Isabella og opgaverne.

Isabella får 10, og det er nok. Samme sommer søger hun ind på DTU, og i slutningen af juli får hun svaret: Hun er kommet ind på sin drømmeuddannelse. Det er Isabella, der har siddet bag rattet hele vejen. Tutoren gjorde ikke arbejdet for hende, men den hjalp hende med at nå sit potentiale.

Efter sommerferien starter hun som ingeniørstuderende. Hun bruger stadig tutoren, men den har tilpasset sig hendes niveau. Den er mere udfordrende, men husker stadig, hvor hun tidligere har haft problemer. Hun har lært at lære matematik.

---

Derfor har jeg skrevet historien

Isabella findes ikke. Men jeg tror, de fleste lærere kan genkende situationer, hvor den enkelte elev ikke får den personlige undervisning, der skal til, for at hun når sit potentiale. Eleven passer måske ikke ind i den hastighed og det niveau, der er i klasseundervisningen.

Tutoren i historien gør det samme som en god menneskelig tutor. Den finder ud af, hvad eleven faktisk mangler. Den stiller spørgsmål i stedet for at give svaret, så det er eleven selv, der tænker. Og den tilpasser sig, efterhånden som hun bliver dygtigere.

Vi har længe vidst, at én til én-undervisning er en af de mest effektive måder at lære på. Et af de mest bemærkelsesværdige resultater i uddannelsesforskningen kommer fra Benjamin Bloom, der i 1984 viste, at den gennemsnitlige elev med en personlig tutor klarede sig bedre end 98 procent af eleverne i almindelig klasseundervisning (Bloom, 1984). Problemet har altid været, at der ikke er lærere nok til, at alle elever kan få deres egen. Med AI kan det for første gang blive muligt for alle, og ikke kun for dem, hvis forældre har råd.

To andre ting er vigtige for mig i historien. Den første er læreren. Når den, der hjælper dig, ikke også er den, der giver dig karakterer, kan forholdet mellem lærer og elev blive meget bedre og mere transparent. Begge er altid helt på samme hold.

Den anden er, at en tutor skal være rigtig god til at hjælpe dig med at lære, og så skal den sende dig videre til menneskene omkring dig med alt det andet - AI-tutoren skal ikke have et personligt forhold til unge mennesker. Men den kan helt klart være en sparringspartner og hjælpe med læring.

Meget af det her er allerede tæt på. alices tutor kan i dag arbejde ud fra elevens eget materiale, holde styr på, hvad hun har lært, helt ned i de mindste dele, stille spørgsmål i stedet for at give svar og teste hende, som var det en eksamen. Snart kan den også læse et billede af hendes håndskrevne opgaver. Det, den endnu ikke kan, er at følge med, mens hun skriver på en tavle. Men det er inden for rækkevidde. Jeg tror, at en historie som Isabellas kan blive virkelighed meget snart, sandsynligvis allerede næste år, hvis vi tillader det. Jeg håber personligt, at vi tør at sætte ambitionen højt herhjemme.

Du kan prøve alices tutor, som den er i dag.

Prøv den her